I sommeren 2011 mødtes nogle bikere for at drøfte verdenssituationen. Mødet endte med, at de blev enige om, at ville starte deres egen klub. Dermed var startskuddet til BUFFALO MC givet. Man fandt på et fedt mærke og navn, og fik det uden problemer godkendt af Bikerfonden.
BUFFALO MC er en 100 % neutral og upolitisk klub, som respekterer ALLE andre klubber.
Vi er mest til tilbagelænet kørsel, på vores cruisere/choppere. Så hvis du vil flyve lavt, er det måske ikke os, du skal køre sammen med. Der med ikke sagt, at du ikke er velkommen, hvis du har en “jetjager”. Hos BUFFALO MC vurderer vi manden og ikke kværnen.
Til at starte med, havde vi klubhus hos et af vores medlemmer, som lagde sin lade til rådighed. Det var et super godt sted at starte, men det er ikke optimalt, med klubhus på en privatadresse. Så efter et års tid, fik vi tilbudt en lejlighed med havudsigt i Fredericia C, til en yderst fornuftig husleje. Der var den fedeste udsigt ud over Fredericia Havn og Lillebælt. Lejligheden var ikke ret stor, og vi savnede udenoms plads.
Pr. 1. januar 2014, købte et af vores medlemmer et sted ved Nørre Aaby, som klubben så har lejet af ham. Det ligger helt perfekt til en MC klub. Ingen naboer, udover lidt industri.
Lige pt. er vi 11 medlemmer. Og vi synes selv, vi har en god og solid grundstamme i klubben, som gerne vil det samme.